Det er os, der laver maden

Udgivet d. 02-02-2022

Landbrugets oplevelsesplads. Den har du nok ikke hørt om. Men det kommer du til.

 

Af Kristian Gade, formand for Holstebro Struer Landboforening

I Holstebro Struer Landboforening har vi nemlig opdaget, at vi har muligheden for at give børn nogle oplevelser, der kan vække deres interesse – først og fremmest for, hvad de spiser. Men i sidste ende måske også for, hvilket erhverv de vælger. 

De sidste to somre har vi haft fantastisk gode erfaringer med at møde børn og voksne på pladsen ved Måbjerg Kirke, hvor vi har fedet grise op til arrangementet ”Landbruget kommer til byen”.

Stedet viste sig at blive et trækplaster for daginstitutioner, dagplejemødre og forældre, som gerne ville give nutidens børn en oplevelse af, hvor maden kommer fra.

Nu har vores ildsjæle tænkt videre, og da det er nogle seniorlandmænd med lidt ekstra tid og overskud, så har de tilbudt at udvikle stedet til ”Landbrugets oplevelsespark”. Det skal vrimle med aktiviteter, og selvfølgelig skal der være både frilandsgrise, får med lam og ko med kalv. Der er planer om en overdækket halmlegeplads, små kolonihaver og med tiden forskellige demonstrationsafgrøder. 

Der er 3-4 ha at boltre sig på, og den årlige sæsonafslutning midt i august vil få karakter af et lille dyrskue med masser af aktiviteter og et stort telt med plads til fællesspisning.  

Vi vil tillade os at være lidt nostalgiske og vise, hvordan hest og selvbinder høster vårrug. Men det egentlige mål er samtidig at knytte an til det moderne landbrug, og hvordan vi lever og producerer på landet i dag.

Vores erhverv har et helt enormt behov for, at omverdenen får øget kendskabet til landbrugsproduktionen. Oplevelsesparken skal gøre børn nysgerrige på, hvad der gror på markerne, og hvad der sker i staldene.

Allerhelst vil vi vise dem, at arbejdet med at producere fødevarer er noget af det bedste og mest meningsfulde, man kan foretage sig. Og at vi har brug for, at den nye generation hjælper os med den grønne omstilling af vores landbrug.

 

Forbruget er ved at ændre sig, og i en grøn fremtid bliver der nok produceret mindre foder og mere føde.
Den omstilling gør vi klar til.

 

Af samme grund har vi kickstartet arbejdet med skolekontaktlærere og landboforeningens besøgsværter.

I september havde vi et møde med 50 skolekontaktlærere, og siden har minimum 20 skoleklasser besøgt et moderne landbrug. Og bookinger af nye besøg vælter ind, så der bliver nok at se til for vores 21 besøgsværter.

Vi håber at rigtig mange lokale unge bliver så interesserede, at de vælger en landbrugsuddannelse. Sammen med Asmildkloster Landbrugsskole har vi nu et setup, hvor man i 7.-8. klasse kan ”Gå til landmand” – altså en fritidsaktivitet, hvor man kommer ud på gårde og maskinstationer og får lov at være med! De yngste kalder vi ”Spirerne” og de lidt ældre er ”Rødderne”.

Et traktorkørekort kan være næste step for sådan et ungt menneske. Et lokalt samarbejde sikrer de absolut bedste vilkår: I Holstebro stiller en lokal maskinhandler en moderne traktor til rådighed, landboforeningen har doneret en TIM-vogn, og lærere fra ungdomsskolen står for undervisningen.

Alle vores anstrengelser lige fra oplevelsespladsen til traktorkørekortet skal få folk til at søge ud til os, så vi kan fortælle, hvad vi laver - uanset om det er kød, mælk eller planter.

Forbruget er ved at ændre sig, og i en grøn fremtid bliver der nok produceret mindre foder og mere føde.

Den omstilling gør vi klar til.

For vi vil være dem, der kan levere det, forbrugerne vil have.