Nyhedsbrev februar 2023

Jeg er hammer-stolt af vores samfundskontakt


Der gøres et kæmpearbejde for at fortælle borgerne, hvad landbruget er og står for.
I 2022 satte vi rekord i antallet af skolebørn, der besøgte bedrifter i Holstebro Struer Landboforenings område. Hele 1200 skolebørn fik oplevelser og viden. En stor tak til jer, der åbner jeres landbrug og gør et stort arbejde for vores erhverv.
Det var også nogle af jer fra skolekontakten, der repræsenterede os til Åbent Landbrug, hvor det strømmede ind med borgere til både åbent hus og rundvisninger.

Anders Ørts fik Landbrug og Fødevares Samfundspris for sit kæmpe engagement, og så var det også sidste år at vi åbnede Landbrugets Oplevelsesplads (LOPen) ved Måbjerg Kirke, Holstebro. Her arbejder en flok senior-landmænd, så børn og borgere kan opleve dyr og planter fra landbrugsproduktionen helt tæt på. Der er fri adgang fra maj til oktober og i den periode kan man om tirsdagen være heldig at træffe arbejdssjakket, deltage i arbejdet i marken, få en snak eller måske en tur i hestevogn. Det er alletiders og superpopulært.
Vores omdømme i befolkningen er utroligt vigtigt og vi fortsætter med at sætte alle sejl til i 2023 og alle er velkommen til at bidrage.

Vi har allerede nu 700 skoleelever, der har tilmeldt sig bedriftsbesøg i 2023
- og arbejdssjakket er i fuld gang med at planlægge årets aktiviteter på LOPen!


 

Jagten på bæredygtighed


Tirsdag den 31. januar 2023 var der Klimadag i Aulum med fokus ESGreen Tool til opgørelse af CO2 udledning på bedriftsniveau. Det blev understreget at det ikke skal bruges til at beregne en CO2-afgift, men til at beregne konsekvenser af forskellige scenarier og bæredygtighedstiltag på den enkelte bedrift.

Der var bla. et inspirerende indlæg ved Jacob Siig Hansen, der som ung landmand har fokus på ny teknologi og dataopsamling for at få bæredygtighed, godt landmandskab og økonomi til at gå hånd i hånd.
Du kan blive introduceret i ESGreen Tool her


Inspiration kan også findes i SEGES nye Tv-serie ”Jagten på bæredygtigheden”, der følger 3 landmænd i deres omstillingsproces. Tv-serien startede den 23. januar og kan ses her: https://www.seges.dk/innovation-og-udvikling/jagten_pa_baredygtighed


 

Kvægkongres

 

Den 27. februar afholdes årsmødet for L&F Kvæg og landboforeningerne skal vælge 4 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant. Årsmødet holdes i forbindelse med kvægkongressen.

Ejerforeningerne i SAGRO støtter op om Jesper Arnth fra Sydvestjysk Landboforening, der stiller op til sektorbestyrelsen

Ønsker du at stemme til årsmødet, skal du tilmelde dig senest den 20. februar kl. 10.00 via linket Her
Vær OBS på, at du også kan deltage online.

Du modtager link til selve afstemningen via den e-mail og det mobilnummer, som du opgiver ved tilmelding. Der kan stemmes via egen smartphone, tablet eller PC. Kun medlemmer af en landboforening, som også er mælke- eller oksekødsproducent kan stemme til valget.


 

Åbent hus på Asmildkloster Landbrugsskole

 

Vi har i Holstebro Struer Landboforening et godt samarbejde med Asmildkloster Landbrugsskole. De deltager i vores skolekontaktmøder og vi koordinerer omkring landbrugsuddannelserne.

Som medlem er du velkommen når Asmildkloster holder ekstra ordinært Åbent Hus for alle der kunne have interesse. Det afholdes d. 21. februar 2023 kl. 19-21.30. Se mere her


 

Økologisk Årsmøde

 

Politisk Forum Økologi har et politisk ophæng i ejerforeningerne bag SAGRO.
Torsdag den 23. februar 2023 kl. 19.00 inviterer de til Økologisk Årsmøde i SAGRO Herning, Birk Centerpark 24, 7400 Herning.

Overskriften på årsmødet er ”Hvordan når vi en fordobling af økologien i en stagnation?”
Tilmelding senest tirsdag den 21. februar 2023. 
Tilmeld dig her


 

Økonomiaften i Aulum

 

Den 28. februar 2023 kl. 19 kan du møde den politiske ekspert og kommentator, Søs Marie Serup der fortæller om den politiske situation efter den nye SVM-regering.
SAGROs egne eksperter fortæller om regnskabsresultater, skattestrategier og fif ved ansættelse af medarbejdere.

Det er Holstebro Struer Landboforening, der sammen med SAGRO og de øvrige ejerforeningerne inviterer til mødet, der foregår i Aulum Fritidscenter. Der er tilmelding senest den 24. februar. Her


 

Har vi plads til laks, skarv og bæver?

Habitat i Idom står bag arrangementet mandag den 27. februar 2023 kl. 18.
Der bydes på viden, dialog og mad. Det foregår i Plexus, Idom. Billetter koster 250 kr.
Mere information og tilmelding:
https://www.place2book.com/da/sw2/sales/k8370ca07c


Formand
Kristian Gade
Tlf. 61 76 84 00
kgadehsl@gmail.com


Politisk rådgiver
Dorte Stopper
Tlf. 40 15 76 28
dst@sagro.dk